Lactantius om lighed

Lactantius (ca. 250-325) var retoriker, forfatter og kristen teolog. I sine skrifter forsvarede Lactantius den kristne tro. I værket 'De guddommelige institutioner' (Divinae Institutiones) behandler han en lang række filosofiske og etiske emner, idet han fremhæver kristendommen som den sande lære. [Læs / udskriv som PDF]


[Lactantius argumenterer først for, at retfærdighed bunder i den dyd og visdom, der hviler i fromheden. Herefter fremfører han:] Den anden bestanddel af retfærdighed er lighed [aequitas]. Jeg mener dette [...] i den forstand at behandle andre som ens lige, hvilket Cicero kalder ligestilling [aequabilitas] (1). For Gud, der skaber og besjæler mennesket, ønskede, at de alle skulle være retfærdige, det vil sige lige. Han berammede de samme levevilkår for alle. Han fostrede alle til visdom. Han lovede udødelighed til alle. Ingen er adskilt fra Hans himmelske velgerninger. Ligesom Han fordeler sit ene lys ligeligt til alle, lader sin regn falde over alle, forsyner med mad og skænker den sødeste hvile i søvnen, således overdrager Han lighedens dyd til alle. Hos Ham er ingen herre, ingen slave. For hvis Han er den samme fader for alle, er vi alle frie med lige ret. Ingen er et fattiglem hos Gud, undtagen ham, der savner retfærdighed. Ingen en rigmand, undtagen den, der er opfyldt af dyderne. Endelig er ingen ophøjet, undtagen den, der har været god og uskyldig. Ingen meget berømte, medmindre han rundhåndet har udøvet barmhjertighedens gerninger. Ingen helt perfekt, medmindre han har fuldendt alle dydens trin. Derfor kunne hverken romerne eller grækerne besidde retfærdighed, for de havde opdelt mennesker i mange rangordner, fra de fattige til de rige, fra de ringe til de magtfulde, fra private borgere helt til de kongeliges højeste højder. For når alle ikke er lige, er der ingen lighed, og ulighed udelukker i sig selv retfærdighed, hvis hele magt ligger heri, at den stiller dem lige, der fik dette livs betingelser med lige stor værdi. Hvis disse to kilder til retfærdigheden ændres, bliver al dyd og al sandhed fjernet, og retfærdigheden selv går tilbage til himlen. […]

Men nogen vil sige: "Er der ikke fattige og rige, slaver og herrer blandt jer?" "Er der ikke sondringer mellem et medlem og et andet?" Aldeles ikke! Det er netop grunden til, at vi adresserer hinanden som "broder", siden vi tror på, ​​at vi er hinandens ligestillede. Da menneskets værd måles med en åndelig og ikke i en fysisk målestok, ignorerer vi vores forskellige fysiske livsomstændigheder. Slaver er ikke slaver for os, men vi behandler dem og adresserer dem som brødre i ånden og medslaver i hengivenhed til Gud. Ej heller er rigdom en årsag til at skelne, undtagen i det omfang, at det giver mulighed for at udmærke sig med hensyn til gode gerninger. At være rig er ikke et spørgsmål om at eje, men om at anvende rigdomme til retfærdighedens opgaver. [...] Men selvom vores tilstand af ydmyghed gør os til hinandens ligeværdige – fri og slave, rig og fattig – er der faktisk sondringer, som Gud udøver, nemlig sondringer i forhold til dyd, det vil sige: jo mere retfærdig desto højere. Skønt retfærdighed måtte betyde at opføre sig som lavereståendes ligemænd, er det dog – selvom det er ligestilling, man udmærker sig i – ved ikke blot at opføre sig som lavereståendes ligemand, men som deres underordnede, at man vil opnå en langt højere rang af værdighed i Guds øjne [...]

Hvis vi alle skænkes et sjæleliv og ånd af én Gud, hvad er vi da andet end brødre – faktisk tættere som sjælebrødre end som fysiske brødre?

Lactantius, Divinae Institutiones 5.14ff.: Overs. J. Rosenløv efter M. F. McDonald: Lactantius: The Divine Institutes I -VII (The Fathers of the Church, vol. 49), Washington D.C. (2008) s.364ff. samt O. O’Donovan o.a. (red.): A Sourcebook in Christian Political Thought, Grand Rapids, MI (1999) s.52ff.