Augustin: Kritik af slavejagt og om en befrielsesaktion for slaver

Augustin (354-430) hører til oldkirkens betydeligste teologer. Omkring år 422-423 e. Kr. forfattede han et brev til sin ven, biskop Alypius af Thagaste (i det nuværende Algeriet). I dette såkaldte 10. brev, der hører til en gruppe af breve, der først blev fundet af forskere i 1970’erne, kritiserer Augustin jagten på slaver og beretter samtidig om en bemærkelsesværdig redningsaktion. [Læs / udskriv som PDF]


Augustin: En skrivelse til vor hellige broder Alypius:

Da vore hellige brødre og biskopper var på vej hjem, selvom jeg ikke så dem, blev jeg i deres breve til mig gjort opmærksom på, at jeg skulle sende det til Karthago, hvis jeg ønskede at skrive noget til deres Hellighed. Derfor har jeg dikteret disse linjer, som jeg hilser Dem med. […]

Så er der en anden sag. Der er i øjeblikket så mange i Afrika af dem, som man almindeligvis kalder for ”slavehandlere” [mangones], at de synes at dræne Afrika for en stor del af dens menneskelige befolkning og de transporterer deres ”varer” til oversøiske provinser. Næsten alle disse er frie personer. Kun nogle få af dem viser sig at være solgt af deres forældre, og disse folk køber dem ikke sådan som romersk love tillader det, som kontraktligt bundne tjenestefolk for en periode af femogtyve år, men køber dem faktisk som slaver og de sælger dem hinsides havet som slaver. Nu udgår fra denne bande af handelsfolk en masse plyndring og fordærvede ”købmænd”, hvorved de under høje råb i flokke og i skræmmende militær eller barbarisk påklædning angriber tyndt befolkede og fjernt liggende områder ude på landet og med vold og magt fører de dem med sig, som de måtte ønske at sælge til disse handelsfolk.

Jeg skal undlade at nævne, hvad et rygte forleden sagde, nemlig at mænd for nylig blev dræbt i en vis mindre landsby under et sådant angreb og kvinder og børn ført bort for at blive solgt. Men hvor dette skulle være sket, hvis det da overhovedet er forekommet, er uklart. Engang, da jeg var sammen med nogle af dem, som af vores kirke var blevet befriet fra deres elendige fangenskab, spurgte jeg en ung pige, hvordan hun var havnet i den situation at blive solgt til slavehandleren. Hun fortalte, at hun var blevet bortført fra hendes forældres hjem. Jeg spurgte så, om hun havde været alene hjemme på det tidspunkt, og hun fortalte at det var blevet gjort i nærværelse af hendes forældre og hendes brødre. En af hendes brødre, som kom for at hente hende, havde været til stede og han fortalte os, fordi hun var så lille, hvordan det var foregået. Han fortalte at den slags skurke bryder ind om natten. Jo mere de er i stand til at skjule, hvem de er, jo mindre er sandsynligheden for, at ofrene gør modstand, fordi de tror, det er en bande barbarer. Men hvis der ikke var handelsfolk som disse, ville den slags ting heller ikke forekomme.

Jeg tror overhovedet ikke på, at denne ondskab, som foregår i Afrika, er helt ukendt der, hvor De er. Det var uendeligt mindre alvorligt tidligere, da kejser Honorius sendte et dekret til præfekten Hadrian (1), som bekæmpede den slags aktiviteter ved bl.a. at idømme sådanne onde ”handelsmænd” til en piskestraf med læderpisken, til fredløshed og permanent eksil. Denne lov omhandler da heller ikke dem, som sælger frie mennesker, der er blevet snydt og bortført, fordi meget få gør dette, men loven taler mere generelt om alle, som transporterer familier over havet for at sælge dem. Loven påbyder, at disse slaver skal overdrages skatteopkræverne. Noget som ikke kan siges at gælde for frie mennesker. Jeg har vedhæftet en kopi af denne lov til denne skrivelse, selvom teksten måske lettere kan findes i Rom, fordi den er nyttig og måske bruges til at imødegå dette onde. Vi er begyndt at gøre så meget brug af den som nødvendigt for at skaffe folk friheden, men ikke for at bringe frygtelige straffe over disse købmænd, som er skyld i sådanne talrige og frygtelige forbrydelser. For vi ønsker at holde dem tilbage, som vi kan, ved at påkalde os denne lov, men vi ønsker ikke at straffe, ja faktisk frygter vi, at andre bringer disse mænd, som vi har afsløret, til at blive straffet som loven foreskriver og det uanset, hvor afskyelige de er og hvor meget de ville fortjene en sådan straf. Derfor skriver jeg disse ting til Dem, velsignede herre, for at alt dette om muligt kunne ordnes af de mest kristne og fromme herskere på en sådan måde og ved de lejligheder, hvor mænd med kirkens hjælp bliver befriet fra slavejægerne, så disse købmænd ikke kom i fare for den straf, som denne lov egentlig foreskriver og særligt ikke piskestraffen med blylodder, som let kan forårsage en mands død. Og for at afholde disse mennesker [fra slavejagt og slavehandel] er det nødvendigt, at denne lov bliver offentliggjort, således at vi ikke af frygt for konsekvenserne holder os tilbage og at ulykkelige, frie mennesker således fortsætter med at blive ført bort til evig trældom. Hvis vi ikke gør noget for dem nu, som let kan findes, hvis man har nogen myndighed i kystområderne, hvem vil så ikke sælge dem for fortjenester til de mest frygtelige sørejser, i stedet for ud fra kristelig eller menneskelig medfølelse at redde bare én af disse ulykkelige bort fra et skib, eller sågar ikke tillade at de i første omgang overhovedet bliver bortført til et sådant skib?

Uanset hvilken myndighed eller hvilken forvaltning, der har ansvaret for denne lov eller for andre love på dette område, så er det deres ansvar at håndhæve den, således at Afrika ikke længere skal tømmes for dens indfødte befolkning i store antal som en uendelig strøm og således at en stor mangfoldighed af mennesker af begge køn ikke længere vil miste deres frihed i en form for fangenskab, som er værre end, hvad man oplever iblandt barbarerne. Mange bliver købt tilbage fra barbarerne, men andre bliver transporteret til provinser hinsides havet og disse mennesker har kun en ringe mulighed for en sådan redning. Barbarerne bliver bekæmpet, når den romerske hær er i god kampform, og det gør de af frygt for at romere skal holdes i barbarernes fangenskab. Men hvem bekæmper disse slavejægere, som findes overalt, som handler ikke med dyr, men med mennesker, ikke med barbarer, men med romere fra provinserne? Hvem kæmper imod, når disse mennesker overalt og fra alle sider bliver ført bort med vold, taget til fange ved hjælp af svig og når de bliver ført bort til dem, som byder på dem? Hvem vil kæmpe imod dette i den romerske friheds navn – jeg skal ikke sige den fælles frihed, men den enkeltes?

Ingen kan med sikkerhed sige, hvor mange mennesker, der bliver ofre for denne forbryderiske handel på grund af grådighedens utrolige blindhed og en slags infektion påført af denne sygdom. Hvem skulle for eksempel tro, at der findes en kvinde iblandt os her i Hippo, som under påskud af at ville købe træ af dem, lokker kvinder fra Gidda, hvorefter hun tilfangetager, slår og tilbageholder dem og sælger dem? Hvem skulle tro, at en af kirkens fæstebønder, tilsyneladende ellers en god mand, ville sælge sin kone, sine sønners moder, ikke på grund af nogen fejl ved hende, men lokket udelukkende af denne feberagtige pestilens? En ung mand, der næppe er rundet tyve år, en intelligent fyr, som lavede regnskaber for vort kloster, blev ført bort og solgt; kun ved det største besvar var det muligt for kirken at genopnå hans frihed.

Selv hvis jeg ønskede at opliste alle disse forbrydelser – blot dem, som vi har oplevet – så ville det ikke være muligt. Hør om denne ene sag, som kan give Dem en forestilling om, hvad der foregår overalt i Afrika og særligt i kystområderne. Knap fire måneder før jeg skrev dette brev blev mennesker fra alle egne, men særligt fra Numidien, bragt til videretransport fra Hippos kyster af købmænd fra Galatien – disse er særligt griske og kaster sig ind i denne slags forretninger. Det skortede ikke på trofaste kristne, som i bevidstheden om vores tradition for nådesmissioner i denne slags sager, gjorde kirken opmærksom på dette problem. Og selv om jeg selv var fraværende, blev 120 slaver øjeblikkeligt befriet af vore folk, dels fra det skib, hvori de var blevet anbragt, dels fra det sted, hvor de var blevet gemt, før de skulle borde skibet. Vi erfarede, at mindre end fem eller seks af dem var blevet solgt af deres forældre og iblandt os kunne næsten ingen afholde sig fra at græde, når vi hørte om de forskellige måder, hvorpå de ved hjælp af bedrag og bortførsel var faldet i kløerne på galaterne.

I Deres hellige klogskab kan I forestille jer, hvor meget der mon ikke foregår af tilsvarende menneskehandel med ulykkelige sjæle i andre kystområder, når den slags sker i Hippo Regius, hvor kirkens årvågenhed i Guds nåde er på vagt, så at fattige folk kan blive befriet fra den slags fangenskab og de mennesker, der bedriver en sådan handel, trods alt bliver straffet, om end de ikke lider denne lovs strenge straffe, dog i det mindste mister de penge, som de oprindelig brugte. Så stor er disse menneskers grådighed, så uhæmmet barbariske er disse galatere. Jeg bønfalder Dem ved Deres kristelige barmhjertighed, om at disse ord ikke måtte være skrevet forgæves til Deres nåde. For disse galatere mangler ikke advokater, ved hvis hjælp de forlanger dem tilbage fra os, som Herren har befriet, forløst gennem kirkens handlinger. De forlanger sågar dem tilbage, som allerede er blevet ført tilbage til deres familier, som har ledt efter dem, og som kom til os med breve fra biskopper. Selv mens jeg dikterer disse linjer, er de begyndt at ophidse flere af de troende, vore sønner, hos hvem nogle af dem [de befriede slaver] en tid var betroet – fordi kirken ikke kunne skaffe føde til alle dem, som den havde befriet. Til trods for den kendsgerning, at de har modtaget et brev fra en myndighed, som de kunne frygte … , så har de på ingen måde ophørt deres bestræbelser på af skaffe deres fanger tilbage.

Til alle dem, som har været så gode at sende os hilsener via Deres brev, sender jeg hilsener tilbage for deres gode arbejde i Kristi barmhjertighed. Mine medhjælpere, som er med mig, hilser sammen med mig Deres hellighed.

 

Augustins brev nr. 10 til biskop Alypius af Thagaste oversat af M. Pihl efter R. B. Eno: The Fathers of the Church - Saint Augustine: Letters, vol. VI (1-29), Washington D.C. (1989), s. 75-80.

(1) Hadrian: prætoriansk præfekt (guvernør) i Italien, Illyricum og Afrika 401-405 og 413-414.

 

 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | MYTEDRAB | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD