TEKST 53: Anonym: Om afpresning af kristne i Jerusalem ca. 815

Michael Synkellos (761-846) var kristen teolog og fra 811 sekretær for patriarken af Jerusalem, Thomas. I 815 blev Michael af patriarken sendt til det byzantinske rige og til Rom – dels for at deltage i teologiske debatter og dels for at bede om hjælp på vegne af de kristne i Jerusalem, der blev udsat for hård beskatning. I Michael Synkellos’ levnedsbeskrivelse, forfattet af en ukendt munk i sidste halvdel af 800-tallet, lyder det [Læs / udskriv som PDF]:


Det skete i de dage, at de ugudelige hagarenere [arabere] lagde en tung afgift på den hellige kirke for Kristi vor Guds opstandelse (1) samt på andre kirker i Jerusalem, således at de, der boede i Kristi, Vor Guds, hellige by, var ude af stand til at betale denne pengeafgift. Af disse to grunde (2) besluttede patriarken og hans hellige synode at sende sin mest hellige Michael til den nævnte pave [Leo III], således at Michael både kunne imødegå dem, der besad forkerte meninger om den guddommelige tro og give besked til Kristi ypperstepræst om den afgift, der var pålagt den hellige Opstandelseskirke, således at sidstnævnte måtte række sin hånd frem til hjælp for den hellige Guds stad.   



J. M. Rosenløv: Kalifatet – Dets ekspansion og det muslimske herredømme i Palæstina og Syrien (2014)

Her efter The Life of Michael the Synkellos, v. M. B. Cunningham (overs.), Belfast 1991, s.57f.

(1) Opstandelseskirken (eller Gravkirken)
(2) Altså både for at deltage i teologiske debatter og for at bede om hjælp
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD