TEKST 7: Ibn Ishaq og Koranen: Budbringeren modtager befaling om at kæmpe (622)

Ibn Ishaq (ca. 704-767) var arabisk historiker og skrev en biografi (sira) om profeten Muhammed, Sirat Rasul Allah (”Guds sendebuds liv”). Dette værk er en central kilde til islams tidlige historie og Muhammeds liv.I det nedenstående uddrag citerer Ibn Ishaq ligeledes passager fra Koranen (her med kursiv). Koranen er opdelt i 114 kapitler (suraer), der atter er opdelt i vers (’aya’, plur. ’ayat’). Nedenstående sura-vers dateres til den sidste tid i Mekka (ca. 622) og den første tid i Medina efter T. Nöldekes kronologi. [Læs / udskriv som PDF].

Budbringeren havde ikke fået tilladelse til at kæmpe eller lov til at udgyde blod, før det andet Aqaba-møde. Han havde alene blevet befalet til at kalde mænd til Gud og til at udholde fornærmelser og tilgive de uvidende. Quraysh-klanen havde forfulgt hans tilhængere, forført nogle fra deres religion, og landsforvist andre fra deres land. De måtte vælge mellem at opgive deres religion, blive mishandlet hjemme eller at flygte fra landet, nogle til Abessinien, andre til Medina.

Da Quraysh-klanen blev uforskammet over for Gud, afviste Hans nådige formål, beskyldte Hans budbringer for at lyve og behandlede dem dårligt og sendte dem i eksil, der tjente Ham, proklamerede Hans enhed, troede på Hans budbringer og holdt fast i Hans religion, gav Han sin budbringer tilladelse til at kæmpe og at beskytte sig mod dem, der krænkede dem og behandlede dem dårligt. (1)

Det første vers, som blev nedsendt angående dette emne var, fra hvad jeg har hørt fra ’Urwa b. al-Zubayr og andre lærde personer [Koranen, sura 22,39-41]:

39. Krigen er tilladt for de kæmpende, når de er blevet forurettede — Allah har magt til at hjælpe dem — 40. de, som er fordrevne fra deres boliger uden anden skyld end, at de sagde: ”Allah er vor Herre.” Hvis Allah ikke værgede den ene del af menneskene ved den anden, ville klostre, bedesteder og hel­ligdomme, i hvilke Allahs navn flittigt påkaldes, blive ødelagte. Allah hjælper dem, hvem Han hjælper, Allah er stærk og vældig! 41. Til dem, der, hvis Vi gør dem stærke i landet, afholder regelmæssig bøn og giver regelmæssig velgørenhed, påbyder ret og forbyder urette. Hos Gud hviler den endelige beslutning i alle anliggender. (2)

Meningen er: Jeg har alene tilladt dem at kæmpe, fordi de er blevet uretfærdigt behandlet, mens deres eneste forbrydelse har været, at de tilbeder Gud. Når de får magt til det, vil de afholde bønnen, betale almisse, påbyde venlighed og forbyde nederdrægtigheder, dvs. budbringeren og alle hans ledsagere. Så nedsendte Gud til ham [Koranen, sura 2,193 (3):]

Bekæmp dem, til der ikke mere er nogen forførelse (4)

Det vil sige, indtil ingen troende bliver forført fra sin religion. Og [Koranen, sura 2,193 fortsat]:

Og religionen alene tilhører Allah.

Det vil sige indtil Gud alene bliver tilbedt.

Da Gud havde givet tilladelse til at kæmpe, og ansarerne (5) havde lovet ham [Muhammed] deres støtte med hensyn til islam og at hjælpe ham og hans tilhængere, og de muslimer, der havde søgt tilflugt hos dem, befalede budbringeren sine ledsagere – dels udvandrerne og de muslimer, der var med ham i Mekka – at emigrere til Medina og slutte sig til deres brødre, ansarerne. ”Gud vil skænke jer brødre og huse, hvor I kan være i sikkerhed.” Så drog de gruppevis af sted, og budbringeren blev i Mekka og ventede på sin Herres tilladelse til at forlade Mekka og udvandre til Medina. […]

Da Quraysh så, at budbringeren havde støtte og ledsagere, der ikke var af deres stamme og uden for deres område, og at hans ledsagere var udvandret for at slutte sig til dem, og vidste, at de havde slået sig ned i et nyt hjem og havde fået beskyttere, frygtede de, at budbringeren skulle slutte sig til dem, da de vidste, at han havde besluttet sig for at bekæmpe dem. Så de samles i deres rådssal i Qusayy b. Kilabs hus, hvor alle deres vigtige beslutninger blev taget, for at rådføre sig om, hvad de skulle gøre med hensyn til budbringeren, for nu frygtede de ham.

 

J. M. Rosenløv: Islam – Grundlæggelsen og den tidligste ekspansion (2013)

[Ibn Ishaq: Sirat Rasul Allah, her efter A. Guillaume: The Life of Muhammad. Oxford [1955] 2009, afs.313-314, 324 (s.212f., 221)]

(1) Ifølge E. Wullfs oversættelse gives der tilladelse til at kæmpe både for at beskytte sig mod og for at hævne sig på forfølgerne, Sirat Rasul Allah, E. Andreasen & E. Wulff (2010) s.46
(2) Vers 39-40, da. over. F. Buhl: Quranen. Et Udvalg i kronologisk Rækkefølge (1921) s.97.
(3) Denne sura hører til den tidlige Medina-periode, se tekst 14
(4) Dvs. forførelse eller fristelse til frafald fra islam. Da. over. F. Buhl (1921) s.67
(5) Ansarerne: Hjælperne, Muhammeds støtter i Medina.
 

 

FORSIDE | INFORMATION | ABONNEMENT | KILDEARKIVER | UDGIVELSER | ANDRE TILBUD